Gå til hovedindhold
Lokale fællesskaber og civilsamfund
Partnerskaber
Privat leverandørsamarbejde
Pårørende

Inspirationsmateriale skal styrke det lokale samarbejde om ældreplejen

Hvordan kan kommuner og lokale aktører samarbejde om at indfri ambitionerne i ældreloven og levere god ældrepleje? Nyt inspirationsmateriale fra ministeriet giver konkrete værktøjer til at udvikle lokale partnerskaber, der styrker kvaliteten og sammenhængen i ældreplejen.

Med den nye ældrelov har samspillet mellem kommuner, foreninger, private aktører, frivillige og pårørende fået en central plads i arbejdet med at skabe bedre rammer for en god ældrepleje i Danmark.

I forlængelse af ældrelovens vedtagelse nedsatte regeringen sidste år partnerskabet Sammen om ældreplejen. Partnerskabet består af 16 centrale aktører på ældreområdet, der hjælper kommuner og lokale aktører med at omsætte ældrereformens mål til praksis.

For at understøtte implementeringen af ældrereformen har Sammen om Ældreplejen igangsat et arbejde med udvikling af materialer og værktøjer, som skal inspirere til at videreudvikle eller etablere nye lokale partnerskaber. Formålet med de lokale partnerskaber er at omsætte ældrereformens ambitioner til praksis ved at samle kommuner, private aktører, foreninger, organisationer, frivillige og pårørende, så deres samlede indsats styrker kvaliteten og sammenhængen i ældreplejen.

Materialet fungerer som et opslagsværk med værktøjer, skabeloner, eksempler og konkrete tips til, hvordan man etablerer og driver lokale partnerskaber på tværs af både offentlige, private og frivillige aktører – og hvordan man skaber synlighed omkring dem. Det skal medvirke til, at de gode erfaringer bliver delt, så flere aktører kan udvikle gode samarbejdsrelationer og derigennem skabe en god ældrepleje.

Læs mere og hent inspirationsmaterialet på Børne-, Ældre- og Boligministeriets hjemmeside. 

Kilde: Ældreministeriet